Vinnørd, født 1955
De første spæde skridt: vin istedet for øl
Min interesse for vin startede i ungdomsårene. Jeg synes det var mere ”blæret” at drikke vin, end at drikke øl, når vi holdt fester.
Vi besøgte grænsehandlen i Tyskland, og mine vinindkøb handlede mere om kvantitet end kvalitet. Der var især en ”vin” som fyldte godt i indkøbsvognen, Père Médard, 1,5 liter, pris kr. 9,50,-. Disse indkøb var min debut i vinverdenen.
Nysgerrigheden omkring god vin, fik dog mere og mere tag i mig, og efterhånden skulle det handle mere om kvalitet end kvantitet. Prisen på mine indkøb ændrede sig også, og jeg købte vin til at henlægge. Det gik dog ikke lige godt hver gang, da jeg ikke havde tilstrækkelig viden om opbevaring af vin.
Svær læring: vin og mad
I starten af firserne begyndte min interesse for, at mad og vin skulle passe sammen. Det var en svær proces både at skulle forstå smagsoplevelserne i maden samt finde en vin som matchede. Det var en svær læring.
Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle lære de forskellige druers smagsnoter at kende. Det var især druesammensætningen, der var en udfordring. Når en vin var produceret af to eller tre forskellige druer, var koden svær at knække.
Jeg studerede også den procentvise sammensætning af druerne og for at forstå disse mekanismer, måtte jeg teste de forskellige vine op mod hinanden. Det var i den proces det gik op for mig, at jeg havde nogle fintfølende smagsløg.
Den store kærlighed til Frankrig og Bordeaux
Frankrig var, er og bliver ‘mit’ vinland. Mit første møde med de franske vinmarker var i 1985 i Languedoc. Mødet med de sydfranske vinmarker, landskaber og franskmændenes tilgang til mad, vin og livet fascinerede mig. Mit vinniveau i midt firserne var Corbiéres og Fitou. De røde Corbiéres vine var fremragende til den mad, vi spiste på daværende tidspunkt.
Trangen til at lære mere om vine, havde hele tiden et godt tag i mig, og passionen blomstrede. Jeg fik også smag for de spanske vine, især vin fra det nordlige Spanien og specifik vinregionen Rioja ramte mig.
I Rioja er Tempranillo-druen, den dominerende drue i rødvinsproduktionen. De er kraftige, krydret og fadlageret, hvilket igen passede perfekt til min madstil dengang.
I 1995 startede jeg import af vine fra Frankrig, samtidig med at vinlandet Italien vant mere og mere indpas hos mig. Jeg etablerede samarbejder med flere andre vinimportører, således at vinsortimentet havde en bred vifte af vine fra forskellige lande, og salgskataloget dermed kunne tilfredsstille både restauratørernes men også erhvervskundernes ønsker.
Min største øjenåbner for vin var, da jeg i 1995 første gang deltog i den store verdensudstilling – Vinexpo i Bordeaux, hvor alle vinlande var repræsenteret. Jeg blev dybt overrasket over, hvor mange lande der producerede vin.
Udover at være på udstillingen, fik jeg også tid til at se og besøge nogle af Bordeaux’ vinslotte på venstresiden af Gironde-floden. Jeg var så heldig at komme med på en rundvisning på Chateau Palmer og smage deres vine. Det var en ekstra stor oplevelse, fordi jeg året før havde fulgt Peter Windings film “Vinens fire årstider” som netop udspillede sig på Chateau Palmer. En film i fire afsnit, der fortæller hvordan en vin bliver født.
På den tur lærte jeg også om de meget berømte vinklassifikationer i Frankrig. Vinmæglerene, de såkaldte courtiers for handelskammeret i Bordeaux, udarbejdede de klassifikationer for Bordeaux i forbindelse med verdensudstillingen i Paris i 1855.
Klassifikation af vin forekommer kun i Frankrig, men ikke i alle områder. Det er en rangliste over slotte eller vine fra samme distrikt eller område. Saint-Émilion blev klassificeret i 1955, men vedtog at revidere listen hvert tiende år. Bourgogne og Alsace har også sine klassifikationer, mens Pomerol aldrig har fået en officiel klassifikation, af de enkelte vine og slotte.
Det var en vigtigt læring, der gav mig et stort indblik i historie, kvalitet, prestige og økonomi.
De første vinsmagninger
Jeg begyndte at få en trang til at dele mine vinoplevelser og min nørdede tilgang til vinens univers. Allerede det første år jeg importerede vin, afviklede jeg de første vinsmagninger for forskellige vinklubber og ved private arrangementer.
Jeg vidste godt, at der var mange, som havde en større vinviden end jeg. Jeg havde dog en tryghed i, at ingen kendte de vin jeg solgte bedre, end jeg gjorde. De vine havde jeg testet ned til mindste detalje og alle smagsnoter havde jeg nærstuderet.
I dag har jeg afholdt langt over 100 vinsmagninger i hele Danmark og sågar en vinsmagning i Sisimiut på Grønland.
Der er nogle vinsmagninger, som stadig står meget klart i min erindring. I starten af 00 ́erne, stod jeg for at afholde en vinsmagning på Kunst Caféen i Lundeborg på Fyn. Det var en magiske aften, alle pladser var udsolgte. Det specielle ved den vinsmagning var temaet; at se, høre og smage. Kunstneren Kurt Servé, fortalte om sin udstilling og sit arbejde, en ung pige sang klassisk musik alt imens mad og vin gik op i en højere enhed. Denne aften overstråler alle andre vinsmagninger, jeg har været en del af.
I 2010 var der VM i fodbold i Sydafrika, jeg fik den idé, at jeg skulle sælge sydafrikanske vine og kom hurtigt i kontakt med en vinimportør, som havde nogle fremragende sydafrikanske vine. Det blev til flere vinsmagninger. Her var igen en særlig smagning, som også står meget stærkt i min erindring – hvor jeg fik afholdt en vinsmagning med 105 betalende gæster, og hvor selv ejeren af vingården i Sydafrika deltog.
Jeg elsker at smage på vine, som er lig med oplevelser. Jeg har i årenes forløb smagt på vine fra mange lande. Her er et udpluk: Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Tyskland, Ungarn, Schweiz, USA, Canada, New Zealand, Sydafrika, Australien, Chile, Argentina, Danmark, Kina, Grækenland, Østrig, Sverige, Georgien, Tunesien, Madeira, Montenegro, Israel, Luxembourg, Belgien, Mexico og England.
Jeg har også været medarrangører på et par vinrejser. Det er altid en fascination at besøge et vinslot, som bærer præg af vinslottes historie og udvikling.
Ønsker at dele min viden
Jeg er så heldig, at jeg er født med nogle fantastiske smagsløg, og min krop kan huske de forskellige smagsnoter (syre/sødme) i vin og mad. Jeg elsker at søge og opleve detaljerne. Det er en stor gave at få tildelt, og det forpligter, derfor vil jeg gerne dele mine gode råd og viden med alle her på siden.
Poul Erik Bermann
Januar 2021